Det er søndag, og klokken er 17.00. Vi er taget en tur ned til Lumley Beach, og der er ikke andet at se end en masse fodboldglade sierra leonere på stranden i Lumley, når det er søndag. Fire træpinde er nok til at lave en bane – to pinde til ét fodboldmål, og så går man ellers i gang.
Efter ti minutters gang og 16 strandbaner senere ser vi Flying Stars Amputee, der spiller lidt længere oppe på strandkanten. Vi bliver mødt med smil og kram af Mohamed Lappia, som er en af lederne af holdet. Med holdnavnet ‘Flying Stars Amputee’ kan man godt regne ud, at det er et hold, der adskiller sig fra de andre hold på stranden i dag.
Alle holdets medlemmer har nemlig et fysisk handicap og mangler enten et ben eller arm. Markspillerne mangler et ben og spiller derfor med krykker, mens målmændene mangler en arm.
Landminder og borgerkrig skyld i amputeringer
Hvert medlem af Flying Stars Amputee har hver deres historie, og de tragiske hændelser har sat sig på nethinden. For de ældre medlemmer har borgerkrigen i 90’erne været skyld i deres lemlæstelser. Nogle har mistet deres ben efter at have trådt på en landmine, som også har slået familiemedlemmer ihjel, mens andre har fået skåret fod af af rebellerne fra krigen.
De yngre medlemmer har en lidt anden historie, hvor infektioner i såret eller ulykker, som har været årsag til en amputering af enten arm eller ben.
Passion og fællesskabet er i højsædet
Udover det fysiske handicap har alle fra Flying Stars noget tilfælles – nemlig passionen for fodbold, hvilket er hele kernen i vores organisation, og det er i den grad til at få øje på, når man ser dem spille.
Der bliver hygget, men fodbolden bliver også taget alvorligt. Der bliver ikke givet ved dørene, og man skulle tro, at man så engelsk fodbold, når man ser de hårde tacklingerne. Men den engelske kulde og regn er i stedet skiftet ud med høj sol og sand.
Vores bidrag
Vi er meget imponeret af Flying Stars Amputee, og det var kærlighed ved første blik, da vi så dem i aktion for første gange. En anden ting, der gør, at vi er helt vilde med dem, er, at de ønsker at skabe deres egen forretning ved at sy tøj og derefter sælge det.
Deres gå-på-mod gør, at vi gerne vil hjælpe dem, og sammen med FANT giver vi dem fodboldudstyr i form af tøj og bolde. Derudover hjælper vi også økonomisk, hvor vi giver et bidrag til deres transportomkostninger. Mange af medlemmerne har langt til banen på Lumley Beach, og derfor hjælper vi dem med at komme frem og tilbage til ugens absolutte højdepunkt.
Slutteligt kan vi oplyse, at vi i øjeblikket er i gang med at støtte dem i at arrangere en landsdækkende fodboldturnering for alle handicaphold i Sierra Leone – og du kan hjælpe Flying Stars Amputee med at komme i mål.
Du kan give et valgfrit bidrag på MobilePay til 10828 og være med til at gøre en forskel!